5. oktober 2010 – 07:50
40 års jubilæum
Den 1. august 2010 havde Tommy Hounsgaard 40 års jubilæum i virksomheden. Det blev fejret på med en reception den 27 august, hvor familie, venner og bekendte samt leverandører og samarbejdspartnere mødte talstærkt op.
Følgende blev sagt under receptionen:
Skjern den 27.08.2010. Kære Tommy. Du har været med helt tilbage fra starten af denne virksomhed, da du jo blev ansat inden for det første år efter grundlæggelsen i Lem.
Den gang hed virksomheden Stålvarefabrikken LSI, hvilket stod for Lem stålindustri og ikke lille stålindustri som jeg blev drillet med i skolen.
På de 40 år er der sket store forandringer. De første par år havde virksomheden hjemme i nogle små lokaler i Lem. Det var også her at du startede den 1. august 1970. I starten var dit vigtigste arbejdsredskab en kost, men efterhånden fik du en mere og mere central plads vedrørende virksomhedens produktion. Det var sikkert gennem din far at du fik jobbet, da han allerede var ansat som svejser. Din bror Flemming blev også ansat i firmaet på daværende tidspunkt. Her fik du de første lektioner i, hvordan man opfører sig på en fabrik. Bukning af gitre blev dengang udført ved håndkraft og udendørs, da det fyldte meget. En mand på hver side af skabelonen og det var nok lidt for tit det hændte at Flemming og dig faldt i snak hen over skabelonen. Men det var noget jeres far holdt et vågent øje med og så vankede der. Den dag i dag ved alle i produktionen, at de ikke skal stå og snakke hvis de ved, at du er lige i nærheden, for så kan de godt få problemer.
Du har været med under alle de forskellige faser som virksomheden har været igennem, både hvad angår udvidelserne af produktionslokalerne og de mange forskellige produkter der er blevet fremstillet gennem alle disse år.
De væsentlige faser med hensyn til produkter har været:
Højspændingsudstyr, højspændingsmaster, antennemaster til VHF, parabolmaster, vindmøllemaster, telekommunikationsmaster og meteorologimaster.
I mange år var du også en fast mand på montageholdet. Det vil sige at du var med både under produktionen og bagefter tog du med ud og fik det monteret hos kunden. For det meste gik alting godt, men en gang imellem gik det ikke helt efter bogen. For eksempel den gang, hvor Carl, Aaberg og dig skulle montere en gittermast på taget af Holstebro sygehus. Den skulle vippes op ved hjælp af et vippebeslag om en rejsebom. Vis skyld det var skal jeg lade være usagt, men noget gik i hvert fald galt, for masten, der på det tidspunkt var vippet halvvejs op, kom pludselig farende nedad og bragede ned gennem taget af sygehuset. Hvis ikke der var mange mennesker på taget før, så kom der i hvert fald mange bagefter.
Om det var en episode i ca. 1978, der gjorde at du holdt op med at montere master ved jeg heller ikke med sikkerhed. Aaberg og dig var blevet sat til at montere noget udstyr øverst i gaflen på parabolmasten her i Skjern. På et tidspunkt var I kravlet ud på det vandrette gitterfag inde i gaflen. Her sidder I så, uden ret meget faldsikringsudstyr, for det var vist ikke opfundet endnu, og opdager så, at der mangler nogle svejsninger lige der hvor I sidder. I kikker på hinanden, hvorefter I kikker de 75 m med på jorden, hvorefter I bliver enige om at der godt nok er langt ned.
I de senere år hænder det stadig, at du tager ud på nogle mindre opgaver. Det er som regel for at servicere teleskopmaster, som du er blevet ekspert i. I 2004 var du på en sådan opgave i Århus. Vi havde netop leveret en ekstra høj og kompliceret udgave, så det var nærmest en prototype, som skulle klargøres til aflevering. Her må jeg så indrømme, at det ikke var din fejl men nærmere min fejl, idet at jeg havde valgt et løftespil, som var for stærk i forhold til wiren. Resultatet blev, at godt som masten nåede sin fulde højde knækkede wiren og på grund af et svigtende faldstopsystem, kom masten farende 30 m nedad tilbage til sit udgangspunkt lige ved siden af hvor du og en lærling stod. Der skete heldigvis ingen personskader, men masten fik vi hjem i en fart og det er først nu efter 6 år og cirka 100 styk teleskopmaster senere, at vi har mod på at udvikle videre på denne type. Så må vi se om du vil være med under afprøvningen.
Alle der arbejder i virksomheden har stor respekt for dig. Dette skyldes uden tvivl dit engagement i virksomheden og din faglige dygtighed.
For et år siden ansatte vi en del tyskere, da der var mangel på dansk arbejdskraft. Da det på forhånd var svært at vurdere deres kvalifikationer bad vi dem som søgte job om at komme forbi til intern svejseprøve ved Tommy. Bare den måde de holdt på svejsepistolen, så kunne du se om de kunne bruges eller ej og efter kun 2-3 sekunders svejsning havde du taget din beslutning.
Fremmedsprog har aldrig lige været dig. Jeg tror ikke, at du var i skole den dag i havde om det. Alligevel klare du ganske fint, at kommunikere med de udenlandske medarbejdere som vi har. Med få gloser armbevægelser og vestjysk så kan du få selv en russer til at lave kvalitetsarbejde. Der er i hvert fald ingen, der er i tvivl hvis de har lavet noget forkert. Det behøver du ikke ord for at fortælle.
Jeg tror ikke du har noget imod, at jeg siger at du er fra den ”gamle skole”. Det kommer undertiden frem for eksempel hvis en lærling ikke lystrer dig, så kan du godt udtale: ”Han skal bare have nogle lussinger”.
Til gengæld har du altid været god til at få nogle gode svende ud af vores lærlinge: Bare de kommer til tiden og er interesseret i at arbejde, så skal du nok lære dem resten. Om de er boglig stærke eller ej, har langt hår og går med hat er ikke så vigtigt.
Du har arbejdet de fleste år under Carl. Jeg er ikke sikker på at det altid gik lige godt med samarbejdet, da både du og Carl havde jeres egen menig om hvordan tingene skulle gøres. Vi to har kendt hinanden stort set altid og har samarbejdet siden engang i starten af halvfemserne. Det er gået rigtig godt og det vil jeg gerne sige dig tak for.
Endnu en gang vil jeg gerne ønske dig tillykke med den store dag og håber på, at vi igen om 10 år kan fejre din 50 års jubilæum.
Carl C. A/S
Allan T. Jensen




