SEND OS EN FORESPØRGSEL PÅ DIN NÆSTE MAST

 

PRESSEMEDDELELSE: Carl C. fejrer 50 års jubilæum i rekordår

Virksomheden Carl C. nyder godt af, at det går godt for vindmølleindustrien, og at verden er på vej over på 5G mobilnetværket. Det er derfor en virksomhed i vækst, der den 4. oktober kan fejre både 50 års jubilæum og 25 års jubilæum for ejeren Allan Ternholm Jensen.

Jubilæum

Skjern: - Det går fantastisk. Sidste år gik rigtig godt, men i år bliver endnu bedre, siger direktør Allan Ternholm Jensen, der kom til verden kun to år før hans forældre Elisabeth Øllgaard og Carl Christian Jensen i 1969 startede Lem Stål Industri. I dag hedder virksomheden Carl C. A/S og ligger på Smedevej 2 i Skjern.

- Jeg elsker den gamle historie med, at min far kom i lære hos min morfar, Chr. Øllgaard, der først grundlagde IPL og så Landia, hvorefter han tog prinsessen, min mor, med og selv blev selvstændig, siger Allan Ternholm Jensen med et smil.

- At jeg selv valgte at læse til maskiningeniør, og gå ind i firmaet, faldt helt naturligt. Jeg ligner min far meget på det faglige område, og havde ingen problemer med at forstå hans tekniske tilgang, siger Allan Ternholm Jensen.

Allan voksede sig langsomt ind i rollen som kommende direktør og ejer, og hans afgangsprojekt fra Århus Teknikum var faktisk en maskine, der kunne bruges til at bukke jernstænger i zigzag-form.

- Maskinen kørte i 15 år, før den "heldigvis" faldt fra hinanden, for den krævede ind i mellem, at en der kendte den, kunne klare de nødvendige reparationer, og den, der kendte den bedst, var jo mig, siger Allan Ternholm Jensen.

I januar var det 25 år siden Allan Ternholm Jensen blev ansat i sin fars virksomhed. Han blev direktør i 2003, og overtog hele virksomheden i 2006.

- Min far døde af alzheimers som 75-årig i 2010, så det var vigtigt, at jeg begyndte at tage over så hurtigt, som jeg kunne. At være leder er noget, jeg har lært mig hen ad vejen på kurser og med sparring med Gunnar Ørskov. Heldigvis har jeg nogle fantastiske medarbejdere, der er lette at lede. Det er også meget forskelligt fra før i tiden, hvor min far bestemte næsten alt. I dag har vi specialister ansat på alle poster, og arbejder meget mere i selvstyrende teams, siger Allan Ternholm Jensen.

- I forbindelse med mit 25 års jubilæum har jeg tænkt over, at det faktisk først er nu, at generationskiftet er fuldt gennemført. Nu har jeg haft mulighed for at sætte mit aftryk på alle beslutninger omkring virksomheden, siger Allan Ternholm Jensen.

Har købt mere jord

Da Allan blev ansat for godt 25 år siden, var der omkring 30 ansatte på Carl C. I dag tæller arbejdsstyrken 50 mand plus 3 robotter i produktionen og 15 mand/kvinder på kontoret 

- Det eneste, jeg har bygget til eller om på i mine år som direktør, er administrationen. Men nu overvejer vi, om vi skal bygge til i produktionen, for i takt med, at for eksempel vindmøller bliver højere og højere, skal meteorlogi-masterne også være højere og højere. Svejserobotter kræver også meget plads, siger Allan Ternholm Jensen.

Han har derfor købt ekstra jord på Smedevej, så der er plads til en eventuel udvidelse.

Eksport på 50 procent

Gennem alle årene har eksporten fyldt cirka 50 procent af ordrebogen, og Carl C. har blandt andet eksporteret master til de fleste lande i Europa, Afrika, Sydamerika, Sydkorea, Jordan, Grækenland og især USA og Storbritannien.

- Groft sagt ligger cirka en trediedel af vores omsætning i master til energisektoren, en trediedel i master til teleindustrien og en trediedel i målemaster til vindmølleindustrien. Indimellem løser vi også opgaver for offshoreindustrien. Vi leverer også gerne belysningsmaster. Vi har ikke haft det store behov for markedsføring, fordi de store spillere allerede kender vores brand, og ved, at vi kan levere pålidelig kvalitet til en rimelig pris. I øjeblikket nyder vi godt af, at det går godt for vindmølleindustrien, og at verden er ved at indføre 5G-mobilnetværket, der kræver dobbelt så mange telemaster, siger Allan Ternholm Jensen.

- Vi kommer til at levere virksomhedens bedste resultat i år. Men vi vil gerne fortsætte med at vækste, derfor har vi blandt andet optimeret vores hjemmeside og åbnet en webshop. Det kræver en højere grad af standardisering, så der kommer flere standardvarer på hylderne, end vi er vant til, siger Allan Ternholm Jensen.

Han har aldrig overvejet at flytte produktion til udlandet.

- Vi er meget unikke på vores område, fordi vi har gode ingeniører, der nørder meget med, hvordan vi kan bruge så lidt stål som muligt, og stadig have solide produkter. Her i huset har vi fuld kontrol over det, der bliver produceret, og for mig gælder det om at bibeholde den fleksibilitet, det giver. Vores produkter ser måske simple ud, men det kræver meget specialkendskab i både designdelen og produktionen at skabe vores master, derfor er det også næsten umuligt at kopiere vores produkter. Carl C. er blevet et brand, som blandt andet Vestas har været med til at udbrede, når de har brugt vores målermaster. Det brand passer vi meget på. Men vi automatiserer naturligvis så meget, som vi kan, og indfører altså også flere robotter, der hvor det giver mening, siger Allan Ternholm Jensen.

Udenlandsk arbejdskraft

Carl C. har i dag cirka 20 udenlandske medarbejdere ansat.

- Det er altafgørende for produktionen. Vi kan slet ikke skaffe de svejsere, vi har brug for, i Danmark. Derfor passer vi godt på vores udenlandske kolleger, og heldigvis er mange af dem interesseret i at blive her. Det kan vi se på de danskkurser, vi kører sammen med LærDansk. Dem, der går på de hold, vil noget, og de kan godt finde på at trække deres familier herop. Det er til gavn for hele området. Det er i øvrigt også svært at få det antal lærlinge, som vi gerne vil. Jeg sidder i det lokale lærlingeudvalg på Teknisk Skole i Skjern og også i videnudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det er en vigtig tænketank, hvor meget af snakken handler om, hvordan vi får de rigtige uddannelser til området, og hvordan vi bliver ved med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, siger Allan Ternholm Jensen.

Jubilæum med åbnet hus

Den 4. oktober 2019 inviterer Carl C. til åbent hus for at fejre de to jubilæer.

- Alle er velkomne, og der kan godt komme 400 mennesker sådan en dag, der er vi forberedt på. Der bliver en skiltet rundtur i virksomheden med arbejdende stande, så man på turen kan se, hvad vi går og laver i de store haller, og hvad vores master bliver brugt til. Vi har også lige købt en ny kranbil, der vil blive vist frem, siger Allan Ternholm Jensen.

 Allan Ternholm Jensen

Fredag den 4. oktober fejrer Carl C A/S 50 års jubilæum for virksomheden og 25 års jubilæum for ejeren Allan Ternholm Jensen. Foto: Jørgen Kirk

 Produktion gittermast

En gittermast er under produktion i de store haller på Smedevej i Skjern. Virksomheden har i dag 65 ansatte. Foto: Jørgen Kirk

 Carl C udvidelse

Virksomheden Carl C vokser især i takt med energisektoren, vindmølleindustrien og mobilindustrien, og behovet for master er nu så stort, at direktør Allan Ternholm Jensen overvejer, om der skal udvides i området mellem de mange produktionshaller. Foto: Jørgen Kirk

FAKTA

Carl C. og Allan Ternholm Jensen

Carl C. A/S blev stiftet i 1969, da Carl Christian Jensen sammen med sin hustru, Elisabeth Øllgaard Jensen, lejede lokaler i Lem.

Virksomheden lagde ud med at producere stålkonstruktioner for byggesektoren, og tilbød at løse specialopgaver for kraftværkerne.

I midten af 1970'erne steg behovet for gittermaster og paraboler som følge af den teknologiske udvikling, og Carl C. var en af de første virksomheder i Europa, der udviklede parabolskærme til fællesantenneanlæg og telekommunikation. Kendskabet til virksomhedens ekspertise inden for gittermaster bredte sig som ringe i vandet. Det har medført store leverancer af vindmøllemaster til både USA, Indien, Kina og flere europæiske lande, så da behovet for master til mobiltelefoni opstod i begyndelsen af 90'erne, var Carl C. A/S derfor særdeles godt rustet til at levere til teleoperatørerne i hele Europa.

I dag bygger forretningen på tre stort set lige store ben; højspændingsmaster, telemaster til mobiltelefoni og målemaster til meteologi for vindmølleindustrien. For eksempel er det Carl C., der har leveret en 250 meter høj bardunmast til målinger ved forsøgscentret i Østerild i Nordjylland.

I 2006 faldt et generationsskifte på plads og Carl og Elisabeths søn Allan Ternholm Jensen er i dag eneejer.

Allan havde 25 års jubilæum på virksomheden i januar i år, men han har valgt at lægge fejringen af 25-års jubilæet sammen med virksomhedens 50 års jubilæum, der markeres fredag den 4. oktober.

Allan Ternholm Jensen er 52 år.

Han læste til maskiningeniør på Århus Teknikum, og blev direktør for Carl C. i 2003.

Allan Ternholm Jensen er gift med Dorthe Jensen, der som ingeniør arbejder i Midtjydsk Fornikling & Forchromning.

Parret har to piger; Julie Ternholm Jensen, der går i 3g og Freja Ternholm Jensen, der lige nu går på High School i Wyoming, USA.

Når Allan Ternholm Jensen ikke er direktør for Carl C. elsker han at gå på jagt eller at løbe en tur. Tidligere kørte han også cykelløb, men nu er han skiftet til badminton.